Et Asien Travel Projekt

Om CBT-Konceptet

Community Based Tourism, der forkortes CBT, er en form for økoturisme, der tager hensyn til miljø, lokalsamfund og lokalkultur. Det er drevet og ejet af lokalsamfundet med det formål at give gæster en mulighed for at lære om lokale forhold, kultur, miljø, befolkning og livsstil. Samtidig er det målet, at den lokale landsby og dens beboere opnår en indtægt, som vil støtte, men ikke gøre landsbyen økonomisk afhængig af turisme. Turisme er derfor ikke den primære indtægtskilde i en CBT landsby, men nærmere et supplement til de daglige aktiviteter. Dette er med til at sikre, at turismeaktiviteterne ikke overtager de oprindelige aktiviteter i landsbyen, hvilket er med til at gøre oplevelsen i landsbyen mere autentisk for dig som gæst.

CBT-programmer er udviklet ud fra dét, der gør det pågældende lokalsamfund unikt. Dette kan for eksempel omfatte den lokale livsstil, kultur og natur, som de lokale er stolte over og derfor ønsker at dele med gæster.  Som gæst i en CBT-landsby vil du derfor få mulighed for at opleve og lære en masse om lokalsamfundet og området, du befinder dig i. Ofte vil du blive aktivt involveret af de lokale guider i forskellige gøremål i landsbyen, såsom jungle trekking, indhentning af madvarer, naturlig farvning af stofmaterialer, madlavning, fodring af husdyr, traditionel vævning og så videre.

Udover at være udviklet ud fra CBT-landsbyens ressourcer, er turismefaciliteterne og aktiviteterne planlagt og drevet af lokalbefolkningen, der samarbejder i en CBT-gruppe. Her er CBT-programmet specielt designet til at støtte landsby- og miljøprojekter, opbygge lokale ressourcer og til at fordele turismeindtægten ligeligt og fair iblandt de deltagende beboere.

Rejsende, der vælger at besøge en CBT-landsby får en unik mulighed for at opleve og lære noget om den thailandske befolkning, deres liv, kultur og samhørighed med naturen. Det er målet, at en interaktion imellem vært og gæst vil øge forståelsen og respekten for lokalkulturen og lokalmiljøet, så både vært og gæst vil tage noget med sig efter besøget.

I videoen nedenfor kan du høre Ma Meaw fra CBT-I fortælle om CBT-konceptet. Hvis du ønsker at vide mere om vores samarbejdspartner, CBT-I, kan du læse mere  ved at klikke her.

Som gæst i en CBT-landsby vil du få muligheden for at…

Opleve Thailand som en værdsat gæst hos de lokale mennesker i landsbyen. Du vil bruge tid på at udforske de afsidesliggende og smukke landsbyer i Thailand, samt deltage i den lokale hverdag.

Lære om Thailands unikke kulturer, møde lokalbefolkningen og deltage i hverdagsaktiviteter.

Dele Thailands sjæl og rigdom. De gæstfri lokale mennesker lever i harmoni med skov, flod og hav, hvilket er med til at støtte familier og lokalsamfund.

Bo i et traditionelt hjem med en lokal familie. Du vil spise udsøgt hjemmelavet mad og dele historier, smil, liv og grin med dine værter.

Trekke med etniske stammefolk igennem fantastiske grønne skove, mens du lytter til traditionelle myter og legender i skyggen af de gigantiske forhistoriske træer.

Samle frisk frugt, urter og grøntsager fra din værtsfamilies egen køkkenhave før du lærer opskriften på en traditionel jungle curry eller en lokal urtemedicin.

Vælge en rejse, der bygger på venskab, respekt, støtte og forståelse imellem forskellige mennesker og deres forskellige måder at leve på.