Et Asien Travel Projekt

Beskrivelse af Karen Folket i Thailand

Nærværende side er fra et foredrag holdt af antropolog Søren Lindahl Madsen.  Teksten er derfor skrevet i foredragsform.

I The Bangkok Post, en af de engelsksprogede aviser der findes i Thailand, en anden kendt engelsksprogede landsdækkende avis er The Nation, kunne man i december måned 2000, læse om en hændelse i Thung Yai Naresuan nationalparken, et område på 3200 km2, der blev erklæret nationalpark i 1974. Hændelsen var at en højtstående person fra RFD, Royal Forest Department, landede med sin helikopter i nationalparken på et sted hvor karernerne var i gang med at fejre en vigtig religiøs højtid. Højtiden blev beordret stoppet og soldater nedbrændte den religiøse helligdom. Over en periode på de næste 14 dage vendte soldaterne tilbage til Karen landsbyen, nedbrændte deres hytter, beordrede at de skulle stoppe med at dyrke ris, tog personlige ejendele og nedbrændte en rislade. Over de næste måneder forsøgte man at overbevise Karernerne om at de frivlligt skulle lade sig relokere til en anden lokalitet, de officielle myndigheder konfiskerede identietskort og hus registrerings papirer, man arresterede folk, og forflyttede hele familier der ikke havde thai identitets papirer. I november 2000 proklamerede RFD at man ville fortsætte planerne med at relokerer bjergstammerne til nye lokaliteter. 

Ovenstående hændelse er ikke enestående, og det er et eksempel på en marginalisering af karernerne. Inden jeg kigger på det historiske perspektiv i denne marginalisering vil jeg først fortælle lidt om Karernerne. Der bor cirka 400.000 i Thailand, og cirka 5.000.000 i Burma, eller Myanmar som det jo egentlig hedder. I Thailand er de bosiddende i den Nordlige og Vestlige del af landet. Deres bosættelse kan flere steder i Thailand spores tilbage til 1700-tallet og før den tid.  De bor ofte nær en flod eller et vandløb i skoven. Næsten alle landsbyer ender på -klo, der betyder vandløb eller -khi der betyder flod. Karernernes ord for territorium er thi kau, der betyder vand og land. De bor ofte i højder på 300 – 1000 meter over havets overflade, andre etniske minoriteter som Lisu, Hmong og Akha bor højere oppe end dette. Svejdebrug og dyrkning af ris er essentiel for deres økonomi og deres socio-kulturelle identitet, også deres relation til et sted er en integreret del af deres identitet.. Udover ris producere de også yam, taro, uld, tobak og chili m.v. De har gerne banantræer og sukkerrør omkransende de marker der er dyrket ved hjælp af svedjebrug. Omkring 1960 kunne en Karen familie dyrke 100-200 beep ris pr. år. 1 beep er 10 kilo. Dette kunne opnås ved at dyrke ½ hektar land. Senere blev de af staten opfordret til at dyrke cash-crop, såsom majs, ingefær og ananas, da dette ville integrere dem i den nationale økonomi. Risen konsumerede man selv, hvorimod andre afgrøder blev solgt i landsbyer og brugt til indkøb af forskellige nødvendigheder. 

Under Rama IV var karernerne allierede med kongen. De arbejdede på officielle poster og  Karernerne i Kanchanaburi, Utaithaini og Tak provinserne var spejdere, der kunne advarerer mod burmesiske invasioner. De blev set som vogtere af skoven og supplerede staten med vigtige varer til eksport, blandt andet elfenben. Karernerne var integrerede i staten som en særlig klasse af bønder der var loyale overfor kongen og buddismen. Under Rama V, Kong Chulanlongkorn var karernerne en vigtig del af den Thailandske hær. 

Hvis vi vender tilbage til Thuang Yai, bliver dette ar Karernerne betragtet som værende et helligt sted, og har været det i mere end 200 år. Ifølge deres overleveringer kom deres forfædre til området fordi de flygtede fra politisk og religiøs undertrykkelse io Burma efter at burmeserne havde indtaget Mon Kongedømmet i nedre Burai i 1700-tallet. De bruger stedet til meditiation og holder ceremonier der. De ser stedet som værende et sted hvor man lever i og med skoven, som en del af et samfund af planter, dyr, mennesker og ånder. Gennem generationer er en specifik viden om deres miljø gået i arv. Denne viden og deres historie er vigtig for deres sociale identitet. 

Ifølge Yokohami og Prasert har Karernerne et totalistisk forhold til naturen. De lever efter en regel der hedder: lev med vandet, beskyt floden, lev med træerne, beskyt skoven. Denne regel er vigtig for forståelsen af forholdet mellem mennesker og naturen. Denne regel er fulgt gennem generationer af karernerne. Træerne i skoven er tæt bundet til karerneres spiriualitet og identitet. Man binder blandt andet navlestrengen fra nyfødte fast til træer opbevaret i et bambusrør. Træet bliver nu kaldt poh tuh. Træet kan nu ikke fælles, da barnets ånd befinder sig i træet. Man skaber altså et intimt forhold til træerne, og opfordre folk til at beskytte dem. Hvis træet dør kan personen blive meget syg og dø. Menneskets og skovens overlevelse hænger altså sammen. 

Som nævnt praktisere Karernerne svedjebrug for at kunne dyrke ris. Den udvalgte mark bliver brugt et år, derefter ligger den brak i 6-10 år inden den bruges igen. Man gør dette ud fra generationers erfaring. Der findes regler for hvordan man vælger områder til svedjebrug ud. Man må blandt andet ikke interfere med de spirituelle love for skoven, da dette vil forstyrre den naturlige balance, og man afbrænder kun små eller medium store træer. Der findes flere måder at opdele skoven, og dette er med til at bevare den. De har en oral tradition for bevarelsen af skoven. 

Man kan konkludere at Karernerne har et intimt forhold til skoven, et forhold der bevæger sig over generationer. Skoven har en betydning for deres identitet og selvforståelse.

Nu har jeg præsentere karernerne som etnisk gruppe. De og andre etniske minoriteter, har været udsat or en offentlig marginalisering i Thailand i det 20 århundrede. Når jeg siger etniske minoriteter, så er det fordi de udgør et mindretal i Thailand. Der bor jo cirka 60 mill mennesker i Thailand, og ud af dem er cirka 1 million etniske grupper, det svarer til 1,6%, så altså en relativ lille del af befolkningen. Men jeg vil gerne fortælle om årsagerne til at der er sket en marginalisering af de etniske grupper, og for at kunne det, er vi nødt til at gå tilbage i tiden, og visse årtier træder frem, og er særlige vigtigt. Først er vi nødt til at gå helt tilbage til 1800-tallet, for det var i midten af 1800-tallet at Siams nationale grænser blev dannet. Jeg kalder det Siam, fordi det hed landet før, det skiftede navn til Thailand i 1939, og Thai betyder egentlig fri, og det hænger sammen med at modsat Burma som blev koloniseret af England, og Laos og Cambodia og Vietnam blev koloniseret af Frankrig. Det er lidt forkert at sige at Frankring koloniserede de 3 lande, for det var kun Syd Vietnam der blev kolononiseret, mens Central og Nord Vietnam og Laos og Cambodia blev protektorater, også det vi kalder for Cochinchina. Årsagen til at Frankring og England kom herud var primært for at få del i den indbringende opiumshandel fra Kina, britterne byggede blandt andet en jernbane tværs gennem Burma op til Kina. 

Det var under Rama IV, eller Kong Mongkut at Siam nationalgrænser blev dannet. Det siges faktisk at karernerne i kanchanaburi provinsen var med at drage noget af grænselinien mellem Thailand og Burma. Gennem dannelsen af den nye nationalstat blev grænselinien mellem de suværene stater også set som en indikator for fælles kultur, sprog, og social og politisk organisation blandt folk inden for samme grænse. Det var de vestlige ideer om territorialitet, nationalstater og modernitet som var vigtige i dannelsen af den Thailandske stat i slutningen af 1800-tallet. Den nye nationalstat ønskede kontrol over skoven og dette skete bla ved dannelsen af RFD i 1896, under britten H. Slades lederskab. Den virkelige årsag til at RFD blev oprettet var at som følge af Bowring Traktaten i 1855 blev Siam nødt til at åbne grænserne for udenlandske interesser. Under Mongkut og Chulalongkorn, var Britiske, Franske og Danske firmaer i gang med at fælde teaktræ, og skovrydningen startede den gang. 

Årsagen til man åbnede op for udenlandske interesser og at man afgav territorium til britterne og franskmændende, var for at undgå kolonisering. Thailand var jo et bufferland i denne periode. Og det man ikke blev koloniseret er noget Thaierne er meget stolte af, og æren tilskriver de Kong Chulalongkorn, Rama V. Når man besøger Thailand ser man jo billeder af kongen overalt, i forretningener, banker osv., og især 2 konger træder frem, og det er den nuværende kong Rama den 9, Bhumibol og så Kong Chulalongkorn, dels fordi han holdt Thailand fri for kolonimagterne, man han gjorde også mange andre gode ting for Thailand, blandt andet reformere han jo uddannelsessystemet, efter den britiske model. 

Men Chulalongkorn oprettede altså RFD i 1896. De skulle overvåge skovrydningen og indtægterne derfra. I 1899 deklarede kongen at al land som ikke var landbrugsjord eller ejet af nogen tilhørte kongen og skulle administreres af RFD. Det vil sige der startede en terriotoriel kontrol over Siam. Der skete en intern territorialisering, som handlede om at ekskludere eller inkludre mennesker indenfor bestemte geografiske grænser, og om at kontrollere hvad folk gør og deres adgang til naturresourcerne indenfor disse grænser. Denne territorialisering startede med dannelsen af RFD. Næste fase var at i 1964 kom National Forest Reserve Act, som betød at 40 procent af landområderne i Thailand blev klassificeret som National Forest Reserve, og folk der boede inden for disse områder blev klassificeret som illegale bosættere. Den næste fase var funktionel territorialisering som betød at kontrollen med hvad folk gør i henhold til land klassifikationen udra nogle kriterier som blandt andet jordbundsforhold og vegetation. Den første national park blev dannet i 1972, og var Doi Inthanon parken nær Chiang Mai. 

Under General Sarit der kom til magten i oktober 1958 ved et kup, blev bevarelsen af naturen vigtig og de etniske miniroiteters brug af svedjebrug blev set som et angreb på nationen. Sarits politik fik stor betydning for nordthailand og de etniske minoriteter der boede der. Han udvidede ideen om skoven som national resource og brugte moderne amerikanske metoder som definerede skovrydningen som en handling mod nationen. Han så de etniske gruppersom en mulig trussel mod nationens, kongens og buddismens sikkerhed pga svedjebrug, opiumsdyrkning, deres forskellige kultur, sprog. Han ønskede dem integrede i lavlandets politik og kultur. I 1950-60erne blev folk der boede i skoven klassificeret som bjergstammer og primitive folk, chao khao. Underforstået betød det at de var underudviklet og primitive, de var et segment undenfor nationen, de var non-.thai, non buddister og mulige kommunister. Ifølge den nation-building strategi der opstod og dets fokus på nationen som værende en homogen enhed, med fælles kultur, sprog, religion, udannelse osv,  blev bjergstammerne set som værende ikke integrerede, tilbagestående, og kulturelt forskellige, de var anti-moderne og anti-nationale. ,og man begyndte forflytte de et etniske grupper ud af de områder RFD havde klassificeret, og flyttede dem til områder med dårligere jordbundsforhold . Men den politiske modernisering der startede med Sarit ændrede altså den etniske klassifikation ind til mere negative termer, og meningen med nation-building var den skulle gøre non-thai grupperne mod nord mere assimilieret med den moderne thailandske nation. 

Siden 1950´erne er mere end 15 millioner thaiere flyttet ud på landet. En national udviklingside om udvidelse af landbrugsområder sammen med den øgede befolkningstilvækst, udvikling indenfor infrastruktur, resulterede i en kolonisering af de perifere områder og en eksplovsiv skovrydning, og det var først i 80´erne at skovrydningen blev set som et problem af den thailandske befolkning, som reiner buergin kommer ind på. Kampen om adgangen til de begrænsede skovområder er et tilbagevendede element i miljødiskursen siden 80érne, hvilket har resulteret i voldelige sammenstød mellem thaiere fra lavlandet og etniske grupper mod nord. 

Lotte Isager kommer ind på at der findes 2 positioner som placerer sig i miljødebatten i Thailand. Den konservative position, det vil sige den politiske elite og RFD  ønsker at miljøproblemerne skal løses indenfor rammerne af den nuværende sociale, økonomiske og politiske orden. Man mener ikke at skov og folk kan forenes. De skovædende bjergstammer må forflyttes, og ønsker en ekspansion af national parkerne beskytte af RFD. Den radikale position derimod mener at skoven skal varetages af de folk der bor i den fremfor af staten. Man mener at de etniske grupper besidder en indsigt pga deres historiske tilgang til skoven der gør dem bedre til at administrere den. Generelt placere man ansvaret for skovrydningen hos befolkningstilvæksten og brugen af svejdebrug, og meget af skoven i Thailand er da også forsvundet. Igennem de sidste 50 år er skovområderne i Thailand blevet reduceret til mindre end 20 procent skov. Cirka 1 mill rai, det vil sige 500.000 hektar af skoven er forsvundet hvert år, og i dag er mere end halvdelen af den skov der er tilbage lokaliseret i Nordthailand, pudsigt nok, også der hvor de fleste etniske grupper er bosiddende. For de etniske grupper har alt dette betydet at deres landsbyer har oplevet en nedgang i indtægt pga nye statsledede udviklingsstrategier der har bragt nye afgrøder. De nye afgrøder har skullet bruge pesticider og andre kemikalier og det har ødelagt en del af vandforsyningen. Denne nye situation har gjort at nogle familier har måttet flytte til nye områder og ryddet skov og begyndt at dyrke jorden på ny, dermed kan man jo sige at staten har fået ret i at lokale folk ødelægger skoven, men hvad er det der har drevet dem til det, kunne man spørger. Ligeledes pga statens ønske om eksport af ris er dyrkningen blevet mere intensiveret, hvilket har betydet større vandbehov, og dette har medført lokale konflikter  

Nu har jeg præsenteret den historiske baggrund for problemstillingen, og for at vende tilbage til mit indledende spørgsmål, om hvorvidt karernerne er en marginaliseret gruppe, så er der vist ingen tvivl om at det var de i 50, 60 og 70erne, men hvad med i dag? 

Interessen for Karernerne er steget markant blandt akademikere gennem de sidste 10-15 år. Yokohami taler om en Karen Konsensus, en konsesus der opstod på en konference i Amsterdam i 1989. Det er en diskurs som omhandler brugen af svedjebrug, lokal viden om land og skov og karernernes måde at reproducere praksis og viden. Karernerne mener at skoven ikke alene er deres hjem, men også roden for deres kultur og identiet. Diskursen handler om at kombinere det at være miljøforkæmper med deres indfødte viden og værdier. Dette får dem til at bevare deres identitet. Diskursen ligger vægt på etnisk bevidsthed og historiske baggrund. Yokohami konkludere at karen samfundet er veldefineret og flexiblet, veldefineret socialt og rituelt og flexible mht mobility og tilpasning. Ud fra dette har de tilpasset sig forholdene mellem folk fra lavlandet og dem mod nord. 

Gravers siger at den største ændring i katagoriseringen blandt karernerne, er at de i 60-70erne blev set som foresteaters, hvorimod de i dag ses som miljøforkæmpere. Hvad er det der er sket?. Jo, mange etniske grupper er begyndt at danne NGOer, såsom NFN og IMPECT og MWWN. Disse NGOer og andre har hjulpet de etniske grupper med at se deres legalse postition og fået dem til at modstå dannelsen af beskyttede områder. De er begyndt at formulere strategier og taktikker for deres ret baseret på deres kultur og lokal indfødt viden. Det er det Appadurai ville kalde globalisering nedefra, at man lader sin stemme bliver hørt. Det er et skridt ind i en politisk zone, en strategi for at få moderne uddannelse og sundhedsydelser. Ud over det er flere karernerne placeret på politiske poster, hvor de jo selvfølgelig også kan påvirker de processer som danner betydning for karernernes position. Gravers ligger vægt på at de bevæger sig mellem traditionalisme og modernisme, og at de gør dette for at skabe et legitimt rum indenfor den moderne thai stat og for at bevare deres identitet. Han mener at i 90erne har karernerne forsvaret deres ret og dannet nye projekter hvor de søger at skabe bro mellem tradition og det moderne. 

Men for at få lov at bo i nationalparkerne må karernerne bevare deres kultur og livsstil ifl RFD.  Som Pinkaew er inde på eksisterer sympatien for karernerne kun så længe at de forbliver stereotype. Han siger at man ser karernerne som værende i haramoni med naturen, så længe de bevare deres traditionelle levemåde. Karernerne har besvaret med at bruge traditionelt tøj og ceremonier og bringer det ind i en moderne kontext. De har iværksat en holistiske diskurs, hvor skov, dyreliv, vandreousrcer og landbrug kan sameksistere med menneskelig beboelse. Som en Karen har udtalt, er det jo ingen tilfældighed at hvis deres landbrugssystem var så dårligt, så ville Huai Khaeng nationalparken ikke være blevet sat på UNESCOs verdensarvsliste, så ville skoven være forsvundet, havde det ikke været for Karernerne. 

Der findes også flere promenente Karener, blandt andet Prasert, som jeg har omtalt, men også Joni Odochao, som blandt andet har stiftet Nuai Neua netværket, og som blander sig i den politiske og akademiske debat. Joni var blandt andet koordinator for et projekt hvor man, NFN, ordinerede 50 mill træer i 1996 ifm med Kongens 50 år på tronen, Bhumibol er jo verdens længst siddende monark. Denne træordination er, som Lotte Isager beskriver det, en counter territorialisering vendt mod den thailandske stat. At ordinere træer er et buddistisk ritual som er kendt som buad paa. Man bruger det for at beskytte træerne og for at minde folk om at naturen skal behandles forsvarligt. De saffron kåber man vikler om træerne symboliseret den nye status for træerne, fra at være utæmet og uciviliseret domæne til at være noget helligt, et religiøst artifakt.. Men der er både politiske, økonomiske og sociale interesser reflekteret i træordinationen. Man slår på buddismen og på monarkiet, 2 vigtige grundpiller i det thailandske samfund. Disse offentlige omtalte træordinationer er selvfølgelig med til at skabe debat, og siden al skovrydning blev forbudt i Thailand i 1989, er debatten om mennesker kan sameksitere med naturen blomstret. 

NFN har kæmpet for Karerners rettigheder til land indenfor de beskyttede områder. Man har formulret en moddiskurs til statens domnierende diskurs, rai lu an loy, der refere til, som pinkaew skriver til svedjebrug, til slash and burn landbrug. Diskursen omtaler det som et problem der må løses, og løsningen er stabilisering og et mere permanent landbrug. NFNS moddiskurs er Rai Mun Wian, som også refere til svedjebrug, men henviser til lokal viden og ritualer, det er et ideologisk modargument mod statens diskurs, en politisk position. Som Gravers skriver er meningen med Rai Mun Wian at karernerne har været i stand til at administrere resoucerne og beskytte skoven, bedre end hvad andre kan. 

Så dannelse af NGOer, moddiskuser, counter territorialisering og promente og fremtrædende karerne har været med til at bringe karerner ind i centrum af det moderne.

Min egen mening er, at karerneres position er meget sårbar. Diskurser som anti-thai, anti-moderne osv er ikke nye, de har dybe historiske rødder. Vi kan spore dem helt tilbage til et natursyn der prægede præ-siam, den gang at byen og samfundet blev omtalt som meung, og det der lagde uden for landsbyen, længst ude, altså skoven og dem der boede i den, blev set som uciviliseret og utæmmede, de var uden for merit. Så de negative diskurser har dybe historiske rødder. Men genrelt vil det være forkert at sige at karerner i dag er en marginaliseret gruppe, som omtalt har karernerne været i stand til som Sen ville sige at lade deres stemme blive hørt.