Et Asien Travel Projekt

Introduktion til Muaeng Paem

Muaeng Paem i Nord-Thailand 

Landsbyen Muang Paem er beliggende cirka 1 times kørsel fra byen Pai. Det er en smuk køretur væk fra Chiang Mai ad smukke bjergveje med flotte udsigtspunkter. Pai er kendt som en oase beliggende midt i ensomme omgivelser. Byen er omkranset af Pai Dalen, og der er mulighed for river rafting, elefantture, trekking og meget mere. Pai er kendt som et ”pausested” for rejsende, der begiver sig mod Mae Hong Son provinsen. Mae Hong Son er især kendt for Pindaew-Kvinder, eller bedre kendt som ”Girafkvinderne”. Bevæger man sig fra Pai til Mae Hong passerer man flere bjergveje, og man fornemmer, at man forlader den mere turistede del af Thailand.

Én times kørsel nordvest fra Pai har man mulighed for at besøge landsbyen Muang Paem. Det er ikke sådan at finde landsbyen. Man skal vide præcist, hvilken sidevej, man skal ud af, for der er ingen skilte, der viser mod landsbyen. Landsbyen er ukendt for mange turister. Ønsker man at komme til Muang Paem, er man nødt til at skifte over til 4×4 WD. Man forlader de asfalterede veje og begiver sig på en 30 minutters køretur ad dårlige veje. Siddende på ladet af firhjulstrækkeren begynder man at fornemme, at man forlader den mere kendte civilization og duften af eventyr kan begynde. Muang Paem er beliggende i en dal omkranset af bjerge. Byen er ikke større end man kan begive sig rundt i den på gåben og føle man har et overblik over landsbyen efter blot en god time.

I Muang Paem bor der cirka 500 mennesker tilhørende den etniske gruppe ”Karen”. Karenerne kom til landsbyen i 1960erne. Det var et årti, hvor Thailand forsøgte at gøre de fleste etniske grupper, der levede en nomadetilværelse til faste bosættere.  Det var problematisk for Thailand, at de etniske grupper flyttede fra egn til egn og praktiserede svedjebrug, og dermed gjorde indhug på naturen. Et indhug som ligeså meget skyldtes, at befolkningstilvæksten i Thailand var høj. Når man kigger på markerne omkring Muang Paem kan man se, at der dyrkes svedjebrug. Men det er på en bæredygtig måde. Man brænder vegetationen på en given mark og dyrker jorden, hvormed man udnytter de næringstoffer, som asken indeholder. Men man dyrker kun på jorden i få år inden man flytter til en nærliggende mark. Heraf opstår der ”secondary” forest, og dermed ment at naturen har ”aske” nok til at skabe ny vegetation. Man kalder denne cyklus for ”short cultivation” og ”long fallow”. Det er selvfølgelig problematisk, hvis man dyrkede jorden i mange år og dermed efterlod et stykke jord uden næringstoffer. Men det er ikke det, som Karenerne gør.

I det hele taget er hele byen omkranset med marker. Tidligt om morgenen forlader manden hjemmet i landsbyen og bevæger sig ud på marken og arbejder. Landbruget er den primære indtægtkilde for landsbyen. Det er tidligt, man tager afsted. Gerne omkring solopgang klokken 06.30, og så kommer manden ellers tilbage først på aftenen. Det er primært ris, man dyrker, men man finder også andre afgrøder, såsom peanuts, majs osv. Landsbyen er på mange måder selvforsynende med mad. Kød spiser man ikke meget af, men betragter det som et plus til den ugentlige kost.  Under et ophold i landsbyen er maden i det hele taget ofte bestående af ris og grøntsager og måske noget hakket svinekød. Men de er dygtige til at tilberede maden, og det er selvfølgelig over åben ild, man arbejder. Du kan på denne side se en video om landbruget i landsbyen.

 Skolen

I en moderne Verden kommer der øget pres på især økonomiske faktorer i en landsby som Muang Paem. Man har før været selvforsynende, men man bliver mere afhængige af omverdenen. Landsbyens børn stiller større krav til skolegang og landsbyen er bevidst om, at en god uddannelse er vigtig i den tid, vi lever i. Landsbyen har en skole, men den er ofte ikke tilstrækkelig for de ældre skolebørn. Man er afhængig af skolegang uden for landsbyen også. Skolen er lokaliseret i centrum af landsbyen. Det er en relativ stor skole, hvor man for nylig også fik Internet. Dog fungerer Nettet langsomt og ikke altid så stabilt. Men det er ret interessant at se, at de mere moderne teknologiske midler kommer til en landsby, som ellers er bundet meget op på traditioner. Den generation af skolebørn, der vokser op med nye indlæringsmetoder vil sikkert få et andet verdenssyn end dét, deres forældre har. Men det er måske meget vigtigt, at man ikke fastlåser folk i deres traditioner, men giver dem mulighed for at udvikle sig på sine præmisser og i sit eget tempo.

I det hele taget virker børnene glade for skolen og undervisningslokalerne er i pæn stand. Som så mange andre steder i Thailand er der obligatorisk undervisning om Monarkiet og Buddhismen. Men det er 2 essentielle grundpiller i det Thailandske samfund, og definerer hvad ”thainess” er, altså hvad det vil sige at være thailænder. Det er vigtigt for et land eller en nation at have nogle fælles begreber. Noget man kan føles sig fælles om, og som giver et sæt fundamentale kulturelle træk. Det var egentlig i starten af 1900-tallet, at man begyndte en nation building strategi. En strategi, der gik ud på, at de ellers flere forskellige etniske grupper, der levede inden for Thailands nationalgrænser, skulle føle sig som en del af en nation. De 3 grundpiller i det Thailandske samfund er Monarkiet, Buddhismen og sproget Thai.

Medicindoktor og en Shaman

Landsbyens medicindoktor har mistet sin ellers vigtige betydning, og i dag søger beboerne mere lægehjælp i landsbyernes hospitaler, og slår sig derved ind på en vestlig medicinsk diskurs. Dette er også en udgift for landsbyen, og derfor er der brug for en sekundær indtægtkilde til den ellers primære indtægtkilde, som er landbruget. Jeg havde flere samtaler med medicindoktoren, som kunne fortælle mig om alskens planter og urter, og hvordan de er blevet brugt gennem generationer. Flere ældre i landsbyen konsulterer ham stadigvæk, og han har da også sin vante gang i skoven omkring landsbyen, hvor han præcist ved, hvad fra naturen han kan bruge. En viden, der er passeret ned gennem mange generationer.  Interessant var det, hvad han fortalte mig om brugen af bambus. Næste gang du kommer til Sydøstasien og måske besøger en etnisk gruppe, så læg mærke til, hvor meget bambus, man egentlig bruger. Dette naturmateriale bruges fra alt fra kurve, tage, måtter og meget mere. Men man bruger det også som materiale til kister. Forstået på den måde, at den døde krop pakkes ind  i et ”net” lavet af bambus og herefter bliver den døde begravet lidt uden for landsbyen.

Landsbyen har også en Shaman. En shaman er en person, som er et medie mellem det overnaturlige og det jordnære. En person, der udfører vigtige traditionelle ritualer, og som man konsulterer, hvis man ønsker forklaring på et eller andet, som man ikke helt forstår. Sker der en begivenhed i ens liv eller i landsbyen, som man ikke kan forstå ud fra den viden man ellers har, ja, så må man ofte formode, at det overnaturlige er på spil. Jeg har ikke selv været vidne til ritualer, der berører det overnaturlige, men ved, at det stadig sker i landsbyen og har en særdeles vigtig betydning. Men også på det mere religiøse punkt forandrer landsbyen sig. På mine gåture igennem landsbyen fik jeg bekendtskab med den kristne kirke, og jeg var så heldig at opleve en søndags gudtjeneste. En gudstjeneste, der blev ledet af en kvindelig ordfører og med cirka 20 tilhørere. Der var oplæsning fra Bibelen(skrevet på thai) og sang.  Det er ikke ukendt, at mange kristne missionærer kom til Thailand i 1950erne og frem. Kigger man godt efter i f.eks Chiang Mai, der er Nord-Thailands største by, finder man rigtig mange kirker, og ofte hver med sin egen retning inden for kirken.

Oplevelser i landsbyen

Når man er gæst i landbyen bor man ved en værtsfamilie. Det fungerer efter et rotationssystem således at værtsfamilierne skiftes til at have logerende. Man får sit eget værelse i huset. Sengen er en god madras på gulvet. Man følger familiens rytme, som betyder, at man står tidligt op og tidligt i seng. Der er elektricitet, men maden bliver tilberedt over åben ild. Der er myggenet, og der er pænt og rent. Man vågner ofte ved, at hanen galer, og man hører at beboerne er stået op og begyndt på dagens gøremål. Madlavningen er vigtig, og du kan forvente en portion ris med grøntsager og også ofte en suppe. Skal du have kaffe er det en god ide selv at medbringe nescafe. Toiletforholdene er med et WC ala Thai-stil, altså hvor man sidder på hug og morgenbadet er med en øse. Det fungerer altsammen meget fint. Man kan få rigtige mange indtryk ved blot at observere éns værtsfamilie. Men man bevæger sig også ud i landsbyen og møder beboerne. Der er rig mulighed for at besøge skolen og måske spille fodbold med børnene efter skoletid. Eller har du mod på at overtage undervisningen i 1 time kan det også lade sig gøre. Alle vil gerne høre noget om Verdenen uden for.

Man kan også gå en tur ud og se på landbruget. Det er ikke en lang gåtur og det er en spændende oplevelse. Har man lyst til mere natur, er der mulighed for en let trekkingtur rundt i området, hvor man går langs vandløb  og ad smalle stier. Altsammen med en dygtig guide, der kan fortælle vidt og bredt om landsbyens tilhørsforhold til naturen. Og selvfølgelig medbringer man sin mad og spiser den i naturen. Du kommer tæt på en del af naturen og dermed en stor identitetsskabende faktor for landsbyens beboere. De har et meget intimt forhold til naturen.

Ved på den måde at interagere med landsbyen opbygger man en forståelse for andre menneskers helt anderledes liv. Et perspektiv, der på mange måder kan være sundt og det også i andre sammenhænge. Vil man lære noget om sig selv, giver det ikke altid mening at spejle sig i andre, der ligner én selv. Det er ofte en god ide at betragte og interagere med mennesker, der har en anden kultur, anden religion og andre sociale normer. For eksempel har Karenerne stadig en stærk animistisk overbevisning. Animisme er troen på ånder og kommer blandt andet til udtryk gennem forfædredyrkelse og gennem interaktionen med Shamanen. Ved at tilgodese ånderne og give dem behag samler det ofte det forståelsesunivers, som den enkelte person og samfundet har. I Muang Paem finder man således både buddhister, animister og kristne, og det ofte i et mix. For dem kan man stadig godt være animist, men samtidig også gå i søndagskirke. Religionen får en anden betydning end den måske har for andre tættere på vores breddegrader.

Det synes evident, at vil man lære noget om andre folkeslag, er det ikke altid nok blot at læse om dem og se billeder af dem.  Man hjælper sin viden på vej ved at bo ved dem og deltage og observere.

Der er også flere andre muligheder for oplevelser i landsbyen. Hvad med f.eks at besøge nogle af håndværksstederne, hvor man arbejder med vævning og fletning af bambus. Du kommer helt tæt på traditionerne, og ofte er de glade for at lære videre af deres viden.

Økonomi

Som skrevet har Muang Paem brug for en sekundær indtægtskilde. Med de øgede udgifter til f.eks skole, lægehjælp og forbrugsvarer er indtægten fra landbruget ikke længere nok. Muang Paem er begunstiget med skøn natur, og der findes flere smukke grotter i nærheden. Igennem årene var der flere trekkinggrupper fra Chiang Mai, der besøgte landsbyen og brugte landsbyen til en enkelt overnatning.  Det var en dårlig oplevelse for landsbyen. De fik ingen eller meget lidt betaling for deres gæstfrihed. Karernerne er meget gæstfrie mennesker, men de unge vesterlændinge, der kom(ofte backpackere), havde ikke den store interesse for landsbyen udover blot at betragte det som et overnatningssted. Og ofte kom de i store grupper, hvilket også gjorde et indhug på forsyningerne i landsbyen. For at vende en negativ oplevelse til noget mere positivt startede man samarbejdet med CBT-I i Chiang Mai. Og det er gennem CBT-I, at Asien Travel formidler ophold i Muang Paem. Du kan læse om CBT-I flere steder på hjemmesiden, men filosofien er, at turismen skal bidrage på en bæredygtig måde til at udvikle og hjælpe Muang Paem.

Som omtalt i videon med landbruget(se ovenfor) er der forskel på at leve en nomadetilværelse og leve som fastboende. Som fastboende kommer der ofte forhold om ejerforhold med hensyn til jord. Når folk lever som nomader er det ikke altid, det er så vigtigt med ”hvem er ejer hvad”, for man flytter jo fra sted til sted. Men som fastboende opstår der ejerforhold, hvilket har indflydelse på økonomi og ofte status i en landsby. Den, der ejer mest, har måske ofte en højere status end andre, der ejer mindre. Den, der ejer meget eller har et rigt udbytte vil også have en stærkere økonomi. Derfor når man går rundt i Muang Paem vil man bemærke, at nogle har bedre økonomiske forhold end andre. Nogle har f.eks en bil, dog ofte gamle biler. Andre har måske en parabol eller de materialer, der er brugt til at bygge huset er af bedre kvalitet end det materiale, som nabohuset er bygget af.

De penge, der kommer ind fra turisme går ind i en fællespulje, så det kommer hele landsbyen til gode. Landsbyen har været i stand til at erhverve sig f.eks elektronik (PCere) til skolen, bedre sanitetsforhold og der er også bygget en vejrmåler, der kan advare om kritiske ændringer i vejret. Husk på at vi er i troperne og meget regn kan for eksempel give jordskred osv.

En alternativ oplevelse

Man kan nemt bruge flere dage i Muang Paem. Alene det at observere og deltage i daglige gøremål er særdeles lærerigt. Man kommer ned i tempo og man finder tid til at snakke med sine medrejsende. Byens lokale købmand er ofte et godt samlingsted, og hvor dagens oplevelser er samtaleemnet. Der er ikke meget kontakt til omverdenen. Man snakker istedet for om nærvær, sine oplevelser og de mange indtryk, man får. Dagene i Muang Paem kan skræddersyes med trekkingture, besøg i landbrugsmarkerne, oplæring i håndværk og så ellers interaktion. Man rejser altid med en lokalguide, der taler et godt engelsk, så det er muligt at interagere med landbyen verbalt og lære dem at kende. Men den største oplevelse er nok det faktum, at man bevæger sig for en tid væk fra en ofte stresset hverdag uden tid til fordybelse og uden tid til sig selv. Ved at spejle sig i andre og opleve helt andre livsomstændigheder får man guldkorn til at lære mere om sig selv.