Vær opmærksom på, hvor du vælger at bruge dine penge. Hvis det er muligt, så vælg de hoteller, restauranter og butikker, der er lokalt ejede og drevet. Forsøg så vidt muligt at støtte den lokale økonomi, så lokalbefolkningen i det område, du besøger kan få mest muligt gavn af dit besøg.
Undlad at give gaver og penge direkte til børn, men doner derimod til deres forældre eller skole. Inden du giver gaver til lokale samfund, det være sig fra skolebøger til balloner, fra kuglepenne til medicinalprodukter, vær da sikker på, at du har lavet lidt research på, hvad lokalsamfundet har brug for, og hvem, der kan sørge for at få det fordelt bedst muligt.
Før du besøger ethvert fremmed land, kan du tage dig tid til at lære de mest basale høflighedsfraser, såsom ’Goddag’, ’Vær så venlig’ og ’Tak’. Forsøg at lære så mange, som du overhoved kan. Det er utroligt, hvor langt du kan komme med at vise en vilje til at ville lære og tale sproget.
Husk på hvor meget din nye valuta er værd nu. Et lille beløb baht, rupees eller pesos kommer ikke til at ruinere dig. Lad dig ikke forarge over, at en besøgende, der tjener 100 gange så meget som en lokal, bliver bedt om at betale et par ekstra kroner for en færgebillet, museumsindgangsbillet eller et måltid mad.
Vær respektfuld over for sælgere, når du forsøger at forhandle dig til en god pris. Igen er det godt at huske på, hvor meget din nye valuta er værd for dig. Husk at både køber og sælger skal gå tilfredse væk fra en handel.
Tag intet andet end fotografier, og efterlad intet andet end fodaftryk. Hvis du bestræber dig på at følge disse simple retningslinjer, er du godt på vej som økoturist.
Når du skal købe din rejseoplevelse, forhold dig da kritisk til rejsearrangøren. Spørg ind til størrelsen på rejsegruppen (da mindre rejsegrupper generelt har mindre indvirkninger på miljøet), spørg også om turen er ledet af en lokalguide og hvordan rejsearrangøren giver tilbage til lokalsamfundet, de samarbejder med.
Vær generelt altid opmærksom på de valg, du træffer, når du booker din ferie. Book et ophold på et økocertificeret, lokalt ejet og drevet hotel, og benyt dig så vidt muligt af offentlige transportmidler, når du skal rundt, eller endnu bedre gå eller hop op på cyklen.
Gør dig bekendt med og respekter de lokale traditioner og tabuer. Enhver kultur har sine egne traditioner, der tages meget seriøst. Undlad for eksempel altid at klappe et thailandsk barn på hovedet, og husk altid at tage skoene af inden du træder ind i et thailandsk hjem.
Lad fordomme om kultur, samfund og lokalbefolkning blive derhjemme. Hvis du er åben overfor nye indtryk og oplevelser, vil du ofte opleve at blive mødt med stor gæstfrihed, venlighed og visdom.