Et Asien Travel Projekt

Projektets Formål

Projektets formål

  • At skabe interese for Økoturisme i Nord-Thailand
  • At styrke Asien Travels tilstedeværelse i Nord-Thailand og Chiang Mai
  • At skabe interesse for Karen-landsbyen Muang Paem beliggende mellem Mae Hong Son og Pai i Nord-Thailand
  • At fungere som et studierelevant projekt for studerende på Aalborg Universitet
  • At præsentere en anderledes og bæredygtig måde at rejse på i Thailand

Baggrund

Asien Travel har regionalt kontor i Chiang Mai, der er bemandet af danskere og thaiere. Vi har et ønske om at styrke vores positionering i Chiang Mai og at tilbyde en bred vifte af rejserelaterede produkter i denne region. Chiang Mai og Nord-Thailand har et stort udbud af aktiviteter for den rejsende. Området er blandt andet beboet af flere etniske grupper, og Asien Travel har en interesse I at tilbyde rejseprodukter, hvor etniske landsbyer indgår.

Vi fik igennem en svensk praktikant, Ida Olsson, adgang til NGO’en CBT-I i Chiang Mai. Vi blev interesseret i deres arbejde med på en bæredygtig måde at gøre mødet mellem den rejsende og landsbybeboeren til en win-win situation for begge parter. I landsbyen Muang Paem, som blev vores samarbejdslandsby havde man før oplevet turister. Turister, der ofte brugte landsbyen som overnatningssted i forbindelse med trekkingture i området. Men for landsbyens beboere var det ikke en god oplevelse. De fik lidt eller ingen betaling, og de følte, at turisten ”udnyttede” dem. Grupperne kom ofte i store antal, og dermed tærede på de ressoucer, som landsbyen havde. Desuden var oplevelsen for landsbyen, at meget af det var uorganiseret.

Landsbyen havde derfor et ønske om at skabe en balance. En balance, hvor alle parter blev tilgodeset. I den forbindelse begyndte CBT-I at interessere sig for landsbyen, og igennem interviews, møder, cultural mapping og mere blev der lagt grobund for en bedre måde at byde gæster velkommen. Dette arbejde fandt interesse ved Asien Travel, og vi blev involveret i projektet i 2013

Projektets afgrænsning

Projektet blev gennemført i 2013. Vi er bevidste om, at Thailand tilbyder flere muligheder for bæredygtige rejser. Der blev valgt at fokusere på en enkelt landsby, nemlig Muang Paem. Dermed var der mulighed for at arbejde i dybden og foretage feltarbejde af varierende længde.

Projektets aktører

  • Asien Travel Danmark. Asien Travel er medlem af Rejsegarantifonden og er etableret i 2010
  • CBT-I i Chiang Mai, en non-profit NGO. Visionen er at give støtte og facilitere samarbejde imellem ansvarlige rejsebureauer og thailandske lokalsamfund. CBT-I arbejder med landsbyerne på et græsrodsniveau og gør dem i stand til at administrere turisme på en bæredygtig måde. CBT-I agerer desuden som et informationscenter om bæredygtig turisme i Thailand. Du kan se mere på deres hjemmeside her
  • Karen-landsbyen Mueang Paem. En landsby med 500 indbyggere og med ingen asfalteret vej direkte til landsbyen. Landsbyen har et ønske om på en ansvarlig og bæredygtig måde at byde gæster velkommen til deres landsby. I landsbyen bor den rejsende i et såkaldt home-stay ved en lokal værtsfamilie. Den rejsende har mulighed for at deltage i flere aktiviteter
  • Pernille Louise Aarup, Stud. Mag I Turisme ved Aalborg Universitet
  • Antropolog og indehaver af Asien Travel,  Søren Lindahl Madsen

Projektets metode

Der blev under projektfasen gennemført feltarbejde i Muang Paem af flere omgange. Der blev gennemført interviews med landsbyens beboere, samt indgået dialog med landsbyens beboere ved særligt planlagte aftenarrangementer. Ydermere blev områdets muligheder for aktiviteter relateret til gæsten undersøgt. Desuden blev der afholdt møder mellem CBT-I og Asien Travel.

Produkt

Projektet er mundet ud i hjemmesiden www.økoturisme.dk

Et Non-Profit Projekt

Al overskuddet fra rejsen til Mueang Paem går ubeskåret til landsbyen. Mueang Paem har sit eget lokale fællesråd, hvor man samlet træffer beslutninger, der kan være med til at udvikle landsbyen. Dette fællesråd råder over de økonomiske midler, som Asien Travel har erhvervet sig ved rejserelaterede oplevelser og ophold i landsbyen for vores gæster.